Den Hvide Død er en interaktiv horroroplevelse, inspireret af sanatoriets historie og dramatiseret til en skræmmende fortælling om Nakkebølle Sanatoriums tid som tuberkulose-anstalt. Oplevelsen foregår i de historiske lokaler med skuespillere i special effects makeup og kostumer, samt special-designede lyd- og lyseffekter. Du bevæger dig gennem sanatoriet i en gruppe af 5-6 personer, og skal interagere med skuespillere og miljøet for at løse en opgave.
FORTÆLLINGEN
Jorden under Nakkebølle Sanatorium er gammel, forpestet af lidelse og død. Her har næsten 14.000 sjæle, smittet af den hvide død, ventet på en frelse, der aldrig kom. De hvide mure, én gang symbolet på håb, blev gravsteder for utallige patienter, der led under overlægens nådesløse eksperimenter. Som tuberkulosen, der gnavede sig gennem deres lunger, er fortvivlelsen trængt ind i bygningens vægge. Nu, længe efter sanatoriets storhedstid, rejser de døde sig igen – fanget i et evigt mareridt, hvor hævnen kun lige er begyndt...
Den Hvide Død er en tour de force af horror, skræk og rædsel, når du skal navigere de små, mørke gange, designet til at vække ur-instinkterne, få blodet til at pumpe og adrenalinet til at suse i ørene!
FOLKENE BAG
Oplevelsen er designet af horroreksperterne fra DYSTOPIA Entertainment, som de sidste 10 år har skræmt over 200.000 gæster landet rundt. Deres events er baseret på forskning i horrorpsykologi via et 10-årigt samarbejde med frygt-forskerne fra Recreational Fear Lab ved Aarhus Universitet. Bag arrangementet står det visionære ejendomsselskab TASFO Selskaberne, som ejer Nakkebølle Sanatorium.
Træd ind i mørket - hvis du tør!